Hist hvor vejen slår en bugt...............ligger "Smedens Have".
 
Smedens Have er en drøm som er gået i opfyldelse for familien som bor på gården. Igennem mange år, har haven været under udvikling og gården under istandsættelse.
Blod, sved og meget kærlighed er lagt i dette arbejde..... og det gøres der til stadighed.

I Smedens Have er det helhedsoplevelsen som tilbydes.
Fra du kommer ind ad havelågen er der noget at se på og dufte til. Ove's Fars gamle cykel og Efeudamen, leder dig hen til gårdspladsen, hvor kaffen venter hvis du har lyst.

Der er saftevand eller varm kakao til børnene og altid hjemmebagt kage. Hvis vi finder på ekstra traktement vil du kunne se dette på forsiden af hjemmesiden eller i vores annoncer. Hos smeden er du gæst og derfor er traktementet altid en del af oplevelsen og til fri afbenyttelse.
Velbekommen

I hele haven findes kurve og baljer med urter og duftgeranier, foruden det store urtebed, hvor der også findes gammeldags stauder. Alle urter er navngivet og der er et katalog, du kan rådføre dig med, hvis du vil vide mere om den enkelte urt.  Det er helt i orden at dufte til og smage på de forskellige urter.

Der er både læge-krydder og snapseurter. Smeden selv har lavet urtebrændevin i mange år og vil gerne spørges til råds. Han er også god for en snak om mad med lam, ged, kanin og gris. Hans lammerullepølse og lammeryg er mmm.... For slet ikke at tale om stuvninger og store stege.
 
I det lille væksthus finder du de mere sarte urter. Det er dejligt, for en stund, at slå sig ned i den lille grønne oase.
 
I baghaven findes hønsegården med en skøn blanding af diverse hønseracer. Det kan være at der ligger en høne og ruger. Det gør godt, når man tager sig tid til at betragte livet i den lille hønsegård.
 
Af og til har vi kaninunger. Med forsigtighed kan der kigges. Kaninmor passer på sine børn. Spørg smeden om han vil hjælpe dig.  
 
Mols..., vores gamle kat, som styrer hele gården med sine evige krav om mad, vil som regel gerne kæles.

I haven vil du finde siddearrangementer, hvor du kan nyde din kaffe og kigge lidt på omgivelserne. Det er også tilladt at tage madpakken og familien med. Vi synes, at det klæ'er den gamle have med liv og glæde stemmer.
 
I den gamle stald, har vi indrettet en gårdbutik, hvor vi kun sælger ting som vi selv kan lide og som vi synes, relaterer til bondegårds- og udelivet.
Og ikke mindst til det gode liv, hvor tempoet sættes lidt ned og hvor der er tid til en snak og til at dvæle ved det naturen, i vores nærhed og dagligdag, har at byde på. 
 
I "løsdriften" på plænen, findes mange bøger og tidskrifter, du kan kigge i efter ideer, råd og vejledning. Det giver smedens kone ogsa gerne......, der hvor hun kan. Bøgerne bruger vi selv med stor glæde.
Vi sælger havebøger fra Anemette Olesen og Jeanne d' Arcs tidsskrifter, som er meget inspirende. 
 
I gårdbutikken, sælges varer fra Jeanne d'Arc Living, Ib Laursen, House Doctor, Nordal, Max og Marie, Vinding, Engle-Blomst, Broste, Hortensia, Claus Meyer, ChokoladeKompagniet, WildeLifeGARDEN, Nordens Køkken, Sæbeværkstedet, Durance, Huset Møller, Borngros, Grønttorvet. Nordgaarden, Håndværksgartneriet, osv.

Her er der tale om møbler, brugskunst, smykker, tørklæder, lys, servietter, badeprodukter, lygter og lanterner, kurve, havetilbehør, sennep, salt, syltetøj, chutney, honning, hollandske krydderkager, kaffe, the  årstidens frugt og grønt, historiske roser, urter, stauder, duftpelargonier og meget, meget mere. Vi vil følge årstidens gang i forhold til vores varesortiment og sørger for, at der hele tiden er nye ting at kigge på.
 
Vi har et udvalg af møbler og brugskunst, så du kan fornemme stilen og kvaliteteten af det vi sælger...og det vi ikke har på lager, kan bestilles til snarlig levering. Du kan bruge ovennævnte fimaers hjemmesider, til i ro og mag at se dig omkring derhjemme.

Der findes gamle vognhjul, staldvinduer, mælkejunger, vaskebrædder og andre antikke ting, som vi af og til vil udbyde til salg.  
 
På gårdspladsen, sælges urter, stauder, årstidens frugt og grønt og kartofler fra Jens bondemand. Her er det gamle brostensmiljø bevaret og stokroser og bindingsværk kæmper om opmærksomheden i sommersæsonen. Til vinter vil gårdspladsen være smykket med levende lys og alt hvad der hører sig årstiden til. 
Vi håber at du, når du forlader "Smedens Have" har haft en god oplevelse, har følt dig velkommen og er blevet inspireret.

På gensyn